Tekst og foto: Karen Sloth
Når det regner på præsten, drypper det som bekendt på degnen, og Hoffmann har nu fået sin andel af den pengeregn, der midt i finanskrisen er dumpet ned over Grenaa Havn A/S.
Det er Region Anlæg – Vandbygning og Fundering, der efter prækvalifikation har vundet en kontrakt på 46 mio. kr. med etablering af nye kajer i Grenå Nordhavn. Der er tale om en totalentreprise, og den udgør en ud af tre entrepriser, hvor de to andre er uddybning af havnen samt dækmoler.
- Entreprisen omfatter etablering af 495 m kaj til 15 m vanddybde, bestående af ca. 2100 ton spuns og ankre. Til kajen hører desuden alt udstyr som kajhammer, fendere, pullerter, stiger, 50 m kajgade med tæt fiberbeton belægning, afvanding samt belysning, oplyser afdelingschef Palle Knudsen.
Er i fuld gang
Arbejdet udføres primært af Hoffmanns egenproduktion, og udvidelsen skal sikre havnens fortsatte vækstmuligheder og desuden åbne mulighed for opførelsen af et større industrianlæg til biobrændsel m.m.
- Arbejdet er allerede i fuld gang. Vi begyndte den 19. juni med projektering og spunsbestilling, i august stak vi spaden i jorden, og hele projektet ventes afsluttet i juni 2010. Hoffmann har 7 mand i gang på pladsen, siger han.
Peter Quist fra vandbygningsafdelingen er projektchef på opgaven, og han assisteres af byggeleder Michael Gertz og formand Leif Christensen. Hoffmanns rådgiver er A1 Consult ApS. i Randers.
Havneudvidelsen er den hidtil største i Grenaa og muliggjort af finansmanden Karsten Ree, der har blæst på finanskrisen og indgået en personlig aftale med havnen. Han investerer 140 mio. kr. i 20 ha havnenære arealer og trækker dermed havnen med op i superligaen som energi- og miljøhavn.
Der bliver tale om 495 m ny kaj og cirka 400.000 m² nye havnearealer. Samtidig bliver hele havnebassinet i den nye nordhavn uddybet til minimum 11 m. Bassinets areal bliver over 250.000 m². Når udbygningen er færdig, kan Grenaa Havn tage imod skibe med stor dybgang og en længde på op til 300 m.
Får kajplads nok
Karsten Rees interesse for havnen skyldes, at han er medinvestor i Danish Biofuel Holding, der ønsker at bygge fremtidens bæredygtige bioraffinaderi på Grenaa Havn. Blandt forudsætningerne for etableringen er direkte adgang til kajplads, og den får man på Grenaa Havn efter udvidelsen. Et led i købsaftalen er nemlig er nemlig direkte adgang til 100 m af de i alt 495 m nye kaj anlæg
- Nogle skal jo vise vejen, og jeg er en af dem, der har råd til det. Jeg har taget førertrøjen på for at få sparket gang i tingene. Èn af forudsætningerne for, at fabrikken bliver en realitet, falder nu på plads, nemlig at Nordhavnen bliver færdig, sagde Karsten Ree, da den gode nyhed slap ud.
Med havneudvidelsen kommer Danish Biofuel tættere på målet om i 2012 at drive Danmarks førende bioraffinaderi, hvor man foruden bioethanolproduktion satser på at omdanne biomasse til proteinfoder, fibre til fødevarer og ren CO2 til f.eks. produktion af frugt og grønt.
