Hjem
Flagermus og frøer forhalede projekt
Tip en ven Print

15.07.2010 Så går starten endelig for byggeriet af Gyngemosehallen, der bliver en multihal for områdets beboere.


Gyngemosehallen giver områdets beboere muligheder for bl.a. at dyrke boldspil og gymnastik.


Tekst og foto: Karen Sloth

Man skal være god ved dyrene – og det er man så hos Hoffmann.

Det er også nødvendigt, for danske flagermus er fredede dyr, og det er den spidssnudede frø og den butsnudede frø også – i øvrigt ligesom alle andre, danske padder.

Desværre havde både flagermus og frøer udset sig Gyngemosen i Søborg som adresse - på Gyngemose Parkvej bag det sted, hvor TV-byen holdt til før udflytningen – og det har forhalet byggeriet af Gyngemosehallen i halvandet år.

Nu kommer der imidlertid gang i sagerne, og ventetiden er brugt til at udtænke løsninger, så der bliver plads til både mennesker og dyr.

Tre erstatningssøer
- Det viste sig, at frøbestanden i området var gået meget tilbage på grund af det omfattende boligbyggeri gennem flere år, men den er nu på vej op igen, og i forbindelse med halbyggeriet etablerer vi paddehegn og faunapassagerer, så de kan komme rundt i området uden at blive kørt over. Desuden skal der graves tre erstatningssøer for de vådområder, der forsvinder, så frøerne får bedre overlevelsesbetingelser, siger Lars Francker, der er projektchef for Hoffmann Nybyg Øst på Gyngemosehallen.

Der tages også hensyn til flagermusene, så der f.eks. ikke fældes træer og rives skure og bygninger ned i efterårsperioden, hvor de går i hi. Desuden skal de ubebyggede arealer vedligeholdes så skånsomt, at den eksisterende beplantning bevares. Der må for eksempel ikke fældes træer eller større buske, med mindre det sker af sikkerhedsmæssige hensyn eller af hensyn til naturplejen.

Der var ellers klaget til Naturfredningsnævnet, fordi nogle mente, at området var fredet, så da Hoffmann fik kontrakten sidste år, var den betinget af, at nævnet kunne godkende afværgeprojekterne.

- Det kunne det heldigvis, så nu er alle glade, og områdets beboere får deres multihal, konstaterer Lars Francker.

Bygger i to etager
Der blev sagt endelig god for byggeriet i marts i år, og det går i gang i september. Afleveringen skal efter planen ske ved udgangen af november 2011.

Der bliver tale om en multihal til boldspil, spring- og redskabsgymnastik m.m. Byggeriet bliver på samlet 3600 m² på en grund på 4000 m².

- Der bygges i to etager, og hallen består af seks enkeltstående bygninger, der bindes sammen i et rektangel med glasfacader, så man kan se ind i hallen. Så lægges der et fælles tag over bygningerne, der forbindes med gangbroer. De seks bygninger anvendes til cafeteria, kontorer, personaleomklædning, omklædning for sportsfolk, fitness og en ungdomsklub. Selve byggeriet bliver i robuste materialer. Betonelementer, der udenpå får påsat en skal af træ, mens de indvendigt fremstår i rå beton, forklarer Lars Francker.

Velkendte byggemetoder
Han lægger vægt på, at trods den spændende arkitektur så er der tale om godt, gedigent byggeri med gode, gammeldags kvalitetskrav og velkendte byggemetoder. Fejl og mangler får svære kår, for der er ingen skæve vinkler eller andre fiksfakserier at tage hensyn til.

Det passer ham i øvrigt godt, for han har i de seneste to år haft fokus på at få lukket gamle sager – og helst med succes – og samtidig få bragt håndteringstiden ned på normal, så han er meget bevidst om, at rettidig omhu undervejs i et byggeri sparer alle parter for tid, penge og ærgrelser senere hen.

Byggeriet er udformet i tæt dialog med (????Navn) Kommune og de fremtidige brugere. Det resulterede i et overordnet projektforslag, ud fra hvilket man kunne gå i gang med detailprojekteringen.

Mange hensyn
- Det har været et spændende forløb – bl.a. fordi så mange parter har skullet høres. Ikke kun kommune og brugere, men også Region Hovedstadens miljømyndigheder. Der er nemlig forurening på grunden fra et rensningsanlæg, så vi har både haft fokus på de kommunale miljøprøver samt selv foretaget ekstra, så vi kunne dokumentere, hvad vi vil foretage os, og hvordan vi vil gøre det i forbindelse med byggeriet, inden vi fik byggetilladelsen i hånden, siger Lars Francker.

Nu går man foreløbig i gang med at modne grunden, og det er heller ikke så ligetil en sag, for under jordoverfladen ligger et virvar af ledninger, der skal tages hensyn til og omlægges: el, gas, vand og kloak.



veidekke magasin juli 2010

For Lars Francker er det vigtigt, at hallen opføres efter velkendte byggemetoder. Det minimerer risikoen for fejl og mangler.

For Lars Francker er det vigtigt, at hallen opføres efter velkendte byggemetoder. Det minimerer risikoen for fejl og mangler.

Region Øst Nybyg

Se også:

Frøbestanden vokser i Gyngemosen
(Gladsaxe Kommune maj 2010)

Butsnudet frø

Butsnudet frø
Læs mere om frøen på Skov- og Naturstyrelsens hjemmeside .

Spidssnuet frø

- Og om den spidssnuede frø

Flagermus

Flagermus er totalfredede - i stort set hele Europa


Veidekke Magasin
Denne artikel er bragt i Veidekke magasin juli 2010.
Download hele magasinet her .