Entreprisen omfattede levering og udlægning af ca. 100.000 ton brudsten i størrelsen 1-6 ton. Stenene er leveret fra et stenbrud i Norge og fragtet til området på en stor pram med ca. 13.000 ton pr. tur.
Stenen er udlagt ca. 12 km nord/nordøst for Læsø på vanddybder mellem 5-10 m.
Blue Reef projektet har genoprettet og beskytter et ca. 7 ha stort stenrev ved Læsø Trindel, samt stabiliseret ca. 6 ha af det eksisterende stenrev.
Stenrevene har været udsat for massiv udnyttelse, bl.a. stenfiskeri til havnemoler og kystsikringsanlæg og er derfor blevet en sjælden naturtype i Danmark. Den biologiske mangfoldighed af arter, der er særligt knyttet til de huledannende stenrev på eksempelvis Læsø Trindel, er i fare for at forsvinde.
Med Blue Reef projektet er de huledannende stenrev i Danmark blevet fordoblet.
Naturen på et stenrev er mangfoldig. Især de huledannende stenrev på lavt vand rummer et meget artsrigt dyre- og planteliv.
